Podcast 164 (Top 25 komedier)
Filmnørdens Hjørne - Un pódcast de Filmnørdens Hjørne
Categorías:
Om en komedie får dig til at grine eller ej afhænger ikke bare af om den er god. Det afhænger i høj grad af dig og din egen humor. Hvor vi eksempelvis var relativt enige om de bedste gyserfilm, så ligger vi meget mere spredt, når det kommer til komedierne. Derfor er det også ekstra interessant denne gang, når vi regner os frem til vores samlede Top 25 komedier - men hvordan er det nu vi laver en top 25?
Først definerer vi, hvilken slags film vi leder efter. Som regel er vi meget løse i definitionen, for ikke at udelukke nogen film. Da vi skulle finde gyserfilm var reglen eksempelvis: "Hvis du kan argumentere for, at en film er en gyserfilm, så de tre andre været er overbevist, så er det en gyserfilm".
I jagten på de sjoveste komedie film blev vi dog nødt til at være mere klare i spyttet. Vores primære regel har derfor denne gang været, at en film skal være sjov med vilje - ellers er det ikke en komedie. Sorry, Niels. Ingen The Room i denne omgang.
Derudover har vi også forsøgt at udvælge de SJOVESTE komedier - ikke de bedste. Det lyder måske lidt underligt, men vi har bedømt filmene ud fra hvilke, der har fået os til at grine enten mest eller oftest.
Dernæst bruger vi uforholdsmæssigt lang tid på, at rangere vores individuelle lister. De må være lige så lange eller korte, som vi vil eller kan lave dem. Det spiller ingen rolle. Det eneste vigtige er, hvilke film vi inkluderer og hvor de ligger i forhold til hinanden.
Herefter lægges vore fire lister ind i et magisk Excel-ark. Her tildeles hver enkelt film et vis antal point. Jo højere en film ligger, jo flere point får den tildelt eksponentielt. Det vil sige at pointforskellen på nr. 1 og nr. 2 er væsentligt højere end forskellen på nr. 18 og nr. 19.
Den samlede mængde point, en film får, afhænger altså af, hvor mange værter, som har inkluderet den på sin liste og ikke mindst hvor på listen. Hele molevitten regnes sammen og resultatet er et nogenlunde fair tværsnit af vores fælles mening om komedier.
Men den eneste, som kender det endelige resultat er Hjørne-redaktør Casper, så når du hører enten Niels, Jannik eller Marie blive overrasket ved afsløringen af en film på listen, så er det ægte følelser.
Herfra er der kun tilbage at diskutere listen og dens film, hvilket vi som altid gør med glæde. Vi håber at denne top 25 kan inspirere dig til at få set nogle sjove film. Rigtig god fornøjelse!
Med venlig hilsen,
Niels, Jannik, Marie og Casper