Podcast 56 (Den kun med anmeldelser...)

Filmnørdens Hjørne - Un pódcast de Filmnørdens Hjørne

Categorías:

Inden vi skulle i gang med vores anden After Dark-ekspedition, sad vi og brændte inde med nogle anmeldelser, så dem fik vi "hurtigt" ud af klappen, i denne amputerede podcast 56, der ene og alene består af anmeldelser. Vi smugler en karakter ind til Contraband, forsøger så vidt som muligt at ignorere Den som dræber - Fortidens skygge, prøver at finde frem til hvorfor vi åbenbart er de eneste i landet der synes The Hunger Games ikke fungerer og tager et par pudrede parykker på i anledning af En kongelig affære. Lange, grundige anmeldelser (i hvert fald tre af dem), der skulle have fungeret som forret inden hovedretten, i form af After Dark II (Den om Blade Runner...)

Men vi har dårlige nyheder. Vi troede nemlig at vi kunne forberede os til Blade Runner, på samme måde som vi i vores første After Dark, forberedte os til Jaws. Efter at have optaget over en time af Blade Runner-After Dark'en gik det langsomt op for os, at det overhovedet ikke fungerede, men vi fandt også ud af hvorfor.

Jaws er en meget "lill" film og det var derfor vores fornemmeste opgave at gøre den "stor". Den er enkel og let at overskue og forstå og derfor svær for os at fare vild i. Som sådan er Blade Runner den diametrale modsætning. Det er en ufattelig "stor" film, så da vi satte os ned og gik i gang med et gøre den endnu "større" gik det naturligvis galt. Vi endte med at snakke os helt ud over afgrunden og stoppede derfor halvvejs. Derfor er der ingen After Dark II endnu.

Vi har dog på ingen måde givet op - tværtimod. Vi ved nu præcist hvordan Blade Runner skal angribes, så når vi er tilbage på banen igen, skal den nok bliver onduleret. Der kommer desværre bare til at gå lidt tid, for de næste uger byder på flere ferier og arbejdsopgaver end Hjørnet kan holde til. Derfor bliver det nok først henne i midten af april, at Blade Runner kommer under kniven, men tro os når vi siger, at vi glæder os. Så vi undskylder forsinkelsen, men håber du nyder lidt anmeldelser i podcast 56.

Kærlig hilsen,
Casper & Jesper

Visit the podcast's native language site